Sigrun Gunnarsdóttir: Det store i det små

26. januar til 2. april

Særudstilling på Færøernes Kunstmuseum

Der er mange børn i Sigrun Gunnarsdóttirs maleri: Som fostre i moderens hjerte, som nyfødte i hendes arme, og som lidt større med deres forældre, søskende og bedsteforældre. Også den fantasi- og eventyrverden, der udgør en anden vigtig motivkreds, er afspejlingen af det barnlige univers. Nok så vigtigt er børnene til stede i den måde, verden opleves på.

At verdenen ses i barnets perspektiv, afspejler sig tydeligt i Sigrun Gunnarsdóttirs stilistiske udtryk. Hendes modne kunst fra de sidste to årtier er således af præget af en naivisme, der kommer til udtryk i en forenklet figurfremstilling, store farveflader og markante silhuetvirkninger som i en traditionel børnebog.

Som det fremgår af kunstnerens studietegninger og malerier fra de tidlige år, er Sigrun Gunnarsdóttir en dygtig naturalist. Naivismen er derfor et klart valg og udgør rammen for de andre træk i hendes kunst, der udspringer af det barnlige blik.

Motiverne er ofte placeret i billedets symmetriakse og blæst op til overstørrelse. Derved kommer der en mystisk højtidelighed over de ellers så stilfærdige motiver fra barnets verden. Det, der i et voksent øjekast forekommer at være småt, bliver pludselig stort – som i barnets blik.  Tilsvarende gør et sådant blik sig glædende i de bittesmå detaljer, der lever deres eget liv under et par undrende barneøjne.

Sådanne urealistiske spring i størrelsesforholdene afspejler barnets mere ukoordinerede virkelighedsoplevelse i forhold til den voksnes. Magi er vigtigere end perspektiv, og magien kommer også til udtryk i en anden slags spring, hvor elementer fra adskilte områder i virkeligheden danner en ny og overnaturlig helhed.

Når kunstnerens univers er magisk, skyldes det også hendes flittige brug af symboler, dvs. genstande og væsner der peger på noget større end sig selv. Mens nogle af disse symboler er almene, er flere af kristen herkomst. De er herved i overensstemmelse med den religiøsitet, der altid er til stede i Sigrun Gunnardóttirs kunst. Dens kristendom er dog milevidt fra al dogmatik og af poetisk art. Trods de aflæselige symboler går hendes billeder aldrig op som i en rebus, og vi kan kun ane deres budskab.

Det er et indhold, der handler om kærlighed, omsorg og humor, men også ensomhed og usikkerhed. Først og fremmest fortæller Sigrun Gunnarsdóttirs kunst om barnets stille undren over en verden, der er dybere end hvad vi voksne forstår. Og som rummer det store i det små.

Nils Ohrt

 

Åbent tirsdag til søndag kl. 13-16. Også helligdage. Gratis adgang til 28. februar 2018

Åbningstider

Fra 1. maj - 31. august:
Mandag - søndag kl. 11.00 - 17.00


Fra 1. september - 30. april:
Tirsdag - søndag kl. 13.00 - 16.00
Mandag lukket

Entré

Billetter:
- Voksne: 65 kr.
- Studerende: 25 kr.
- Grupper, min. 12 voksne: 50 kr. p.p.
- Medlemmer og børn under 16: gratis.

Adresse

Listasavn Føroya
Gundadalsvegur 9
P.O. Box 1141
FO-110 Tórshavn
Færøerne
Tel +298 313579
Email info@art.fo
Facebook

Find vej