Syn for sagn? Om intentioner bag udsmykningen på Boðanesheimið

Denne artikel er del af en debatserie:

  1. Um list og líkislist á Boðanesheiminum, Listinblog, 14. mars 2013
    - Kinna Poulsen
  2. Opið postkort frá Per Arnoldi: Um Norðuratlantiskar gívrar, huldufólk og annan gand.
    - Per Arnoldi
  3. Syn for sagn? Om intentioner bag udsmykningen på Boðanesheimið
    - Nils Ohrt

I forrige uge lagde Dimmalætting spalter til en meningsudvekling mellem den danske billedkunstner og designer Per Arnoldi og kunskritiker Kinna Poulsen. Det er en diskussion, der som sin genstand har Arnoldis udsmykning af det nye alderdomshjem i Tórshavn, Boðanesheimið, men som også handler om kunstkritik principielt.

I anmeldelsen af udsmykningen er også angivet en oplysning om sammensætningen af Tórshavn Kommunes Kunstudvalg der har udvalgt Per Arnoldi og hans færøske kollega, Bárður Jákupsson, til opgaven.

Oplysningen står i en tekstboks tonet i grå, og nu er det på tide, at et medlem af udvalget træder ud af skyggen og redegør for vore idéer om, hvorfor det lige var de to kunstnere, der blev valgt til opgaven.

Et nådigt nik

Bárður Jakupssons udsmykning af den store mødesal i Boðanesheimiðs stueetage modtages nådigt af Kinna Poulsen, der dog klandrer den for at have et naivistisk præg og dermed tale ned til brugerne, beboere og personale.

Nu er dette fortællende præg faktisk en del af Kunstudvalgets begrundelse for lige præcis at vælge Bárður Jakupssons forslag til fællessalen, rammen for hjemmets sociale aktiviteter. I hans lette og rytmiske farveabstraktioner er indsættelsen af genkendelige tegn

som får, fjeld og bølger netop den slags elementer, der åbner billederne for et publikum, som måske ikke er vant til abstrakt kunst.

Bárður Jakupsson er efter min mening lykkedes med en udsmykning, der er tro overfor hans egen kunst, kommer publikum i møde og harmonerer med rummet. Løsningen er på en gang forfinet og folkelig.

Bandbulle

Forbeholdene overfor Bárður Jakupssons bidrag er dog for intet at regne mod bandbulle, der rammer Per Arnoldi.
Kinna Poulsen bryder sig ikke om Arnoldis malerier med deres spil af geometriske felter i stærke farver og med erosion i fladerne. Det er selvfølgelig O.K., men hvorfor billederne skal nedgøres til pseudokunst fra Ilva er unødvendigt. Det er i orden ikke kunne lide noget - og argumentere for det - men ondskabsfuld nedrakning kan ingen bruge til noget. Man bliver ikke selv større ved at gøre andre mindre.

I samme åndedrag tales nedladende om Per Arnoldis plakatkunst, som værende et overstået 80er fænomen, dagsaktuel dengang (ja sågar forud for sin tid?), men det er åbenbart slut nu. Per Arnoldi har gennem sit 70-årige liv lavet over 600 plakater, og ingen har indtil nu peget på, at der skulle være tale om en tilbagegang i kvalitet.

Per Arnoldi var, og er verdensmester i platkatens særlige kombination af ord og billede, altid klar og slagfærdig – for det skal en plakat være. Og ellers kan hans plakater være morsomme, rørende, tankevækkende, ja bevægende - alt efter opgavens karakter.

Kinna Poulsens postulat om, at malerierne på Boðanesheim er uelegante pasticher af plakaterne har intet på sig. I modsætning til dem er malerierne en kunstnerisk afsøgning af forholdet mellem rum og flade, balance og  ubalance, geometri og organisk form, kontrol og tilfældighed og - på et filosofisk plan - vækst og forfald.

Malerierne repræsenterer således en helt anden og reflekteret problemstilling end den, en plakat står overfor og skal sparke ind i det offentlige rum som et prægnant budskab. Og igen: man behøver ikke at elske Arnoldis malerier, men lad være med at blande pærer og æbler sammen!

Ufærøsk kunst

Per Arnoldi har desuden formastet sig til at kalde sine billeder for ”Færøsk fantasi” – og så trækker Kinna Poulsen koloniherre-kortet. Hvor vover han!

Er det kun færøske kunstnere, der har lov til at skildre  Færøerne? Danskere som Jack Kampann og Sven Havsteen-Mikkelsen har givet deres fortolkninger på færøsk natur til stor glæde og opmuntring for Ingálvur av Reyni og Ruth Smith. De to har sammen med andre færinger som Mikines og Steffan Danielsen også har malet danske motiver. Det kan man som dansker kun være glad for og stolt over, og en udsmykning med ”Dansk fanasi” på et plejehjem i Danmark! Hvorfor ikke?

Det er forståeligt, at færinger kan føle det belastende altid at være dem, der på grund af historiske og demografiske forhold oplever at være genstand for andres betragtninger og definitioner. Men netop i forbindelse med kunst er nationalisme en farlig ting, for som bekendt er al god kunst jo national og al national kunst dårlig.  
I en stadig mere globaliseret verden er det måske heller ikke vejen frem at slå om sig med det nationale flag som Kinna Poulsen her gør det.

Hertil kommer, at det netop var henvisningen til Færøsk natur i Per Arnoldis ellers abstrakte kunst, som var en  medvirkende årsag til, at det netop var ham, Kunstudvalget pegede på. Det var lige præcis udvalgets tanke, at brugerne af Boðanesheimið skulle kunne møde en fabulerende og poetisk fortolkning af det færøske landskab og så en mere kraftfuld og stram udlægning. Og  ja: Mikines & Co. er ikke så langt borte.     

En vanskelig opgave

En anden grund til at Kunstudvalget pegede på Per Arnoldi var, at han som den eneste, der bød ind på opgaven, forsøgte at få en helhed ud af en meget vanskelig opgave.
Og den var vanskeligere end det umiddelbart så ud på planerne.

Lavloftede, langstrakte og mørke rum uden fokuspunkter, hvor kunst kunne hænge; gangene åbner for udsigten til Nolsø – her er der ikke behov for kunst. Hertil kommer en skønsom uorden i møbleringen, hvoraf lave ”flydere” af lædersofaer må være svære at komme op og ned af for gamle mennesker. Et dominerende karrygult linoleumsgulv, døre i stærke farver, beboeres og personales egne indsalg, jo her får kunsten kamp til stregen, selv Arnoldis pangfarver. Det nærmer sig grænsen for, hvad man kan byde en kunstner.

Jeg er derfor ikke uenig med Kinna Poulsen når hun nævner disse håbløse forhold. At hun ikke medreflekterer dem i forhold til Arnoldis udsmykning kan undre. Men nu er hendes anmeldelse af hans bidrag jo også stort set den samme som den, der figurerede på hendes blog. Skrevet inden hun havde set udsmykningen.

Nils Ohrt
Medlem af Kunstudvalget

Åbningstider

Fra 1. maj - 31. august:
Mandag - søndag kl. 11.00 - 17.00


Fra 1. september - 30. april:
Tirsdag - søndag kl. 13.00 - 16.00
Mandag lukket

Entré

Billetter:
- Voksne: 65 kr.
- Studerende: 25 kr.
- Grupper, min. 12 voksne: 50 kr. p.p.
- Medlemmer og børn under 16: gratis.

Adresse

Listasavn Føroya
Gundadalsvegur 9
P.O. Box 1141
FO-110 Tórshavn
Færøerne
Tel +298 313579
Email info@art.fo
Facebook

Find vej