”Hyggelig, rolig…” Den hellige familie hos Rembrandt

Når Rembrandt hører til kunsthistoriens største mestre, skyldes det ikke mindst hans bibelske billeder. Her havde den hollandske kunstner en helt anden frihed end i sin hovedgesjæft: portrætmaleriet, som jo er en bunden opgave.

I sine billeder fra Det Gamle og Nye Testamente kunne Rembrandt på en helt anden måde lade fantasien og indlevelsen herske og aflokke de gamle motiver nye betydninger. I 1645 malede kunstneren sin vel nok mest populære fremstilling fra Jesu barndom, nemlig Den hellige Familie med engle, der i dag er at se på Eremitage Museet i Skt. Petersborg.

Engle daler ned i skjul, men det er ikke noget julebillede, vi har for os. Stedet er ikke stalden med krybben, men tømreren Josefs værksted derhjemme, der også fungerer som dagligstue. Vi er altså i Nazaret, men strengt taget burde den hellige familie være i Egypten, som de jo flygter til pga. kong Herodes. Den slags faktuelle detaljer er imidlertid irrerelevante her, hvor det er de helliges hyggelige hjemmeliv, der står i centrum, helt i overensstemmelse med den borgerlige kultur, der prægede 1600-tallets Holland.

Mens Josef arbejder i baggrunden, har Jomfru Maria slået sig ned på en lav stol, og i skødet holder hun en stor opslået bog, som hun har siddet og læst i. Nu bøjer hun sig imidlertid til siden og løfter op i det klæde, der har dækket åbningen på den lave vugge, hvori hendes barn sover.

Værkstedet er sparsomt indrettet, og det fungerer også som stue. På gulvets klinker er tændt et lille bål til tilberedelse af mad, som skålene omkring viser. Ilden giver også varme, og det er også nødvendigt, for der er koldt, hvilket demonstreres af det fyrfadsbækken, som Maria hviler sin fod på. Midt i denne ydmyge hverdag kommer Himmerriget pludselig til syne i form af englebørn, som i et gyldent lys svæver ned i mørket.

Billedets prædiken

Englene skal minde os om forkyndelsen for hyrderne julenat, men også i skildringen af det fattige hjem er der træk, der peger udover hyggen og roen i den genreagtige fremstilling. Jomfru Maria sidder på en lav skammel som tegn på den ydmyghed, der som var  forudsætningen for at hun blev Guds mor. Hun har været i færd med at læse, hvilket dengang ikke var en selvfølgelighed for kvinder. Hertil kom, at Maria også var digter, forfatteren til sin flotte og stærke lovsang i Lukas Evangeliets kapitel 1 (46-56), Magnificat kaldet. Hun er således delagtig i den guddommelige visdom og i en bredere kulturhistorisk sammenhæng udgør hun et emancipatorisk kvinde-billede; det er også mere diskret er til stede i Rembrandts fremstilling.

Som gift kone bærer Maria om hovedet et tørklæde, der er arrangeret i en turban, og som via nakken breder sig ud på hendes skuldre som et sjal. Sådanne beslægtede hovedbeklædninger finder vi  middelalderkunsten af kvinder, der gjaldt som vise, profetinder og jordemødre. Ellers er Maria klædt i sine traditionelle farver, rødt og blåt, næsten sortblå, som udtryk for sin delagtighed i sønnens smerte og sin egen senere ophøjelse til himlens dronning.

Bogen, Maria har i skødet, er forholdsvis stor, ikke en folie, men det næststørste format, et såkaldt kvartformat, og den anseelige størrelse i kombination med de bølgende blade peger på en bog af ærværdighed og ælde. Det er med andre ord jødernes Bibel, Det Gamle Testamente, Maria sidder med, og hvad er det så hun læser? Med stor sandsynlighed er et det en af de gammeltestamentlige profetier om Messias, for det er netop ham i skikkelse af et lille barn, Maria nu afslører i vuggen - for sig selv og for os.

Som han ligger der sovende i vuggen, er barnet pakket godt ind i et hvidt klæde og et rødt tæppe, og vi går næppe for langt ved at se det som et forvarsel om Jesu senere død, hans ligklæde og blod. Det bliver bekræftet af englen med de udbredte arme, der med udstrakte arme danner et kors i på en gang beskyttende og ildevarslende gestus. Døden på korset er dog ikke afslutningen, hvilket diskret antydes ved en anden engels finger, der peger opad som tegn på opstandelsen og himmelfarten.

Et andet budskab om den troendes efterfølgelse af Kristus er til stede i det åg. Josef er i færd med at hugge til. Det henviser nemlig til Jesu trøstende ord fra Mattæus Evangeliet (11: 28-30):”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, min byrde er let”. Folk, der kender Händels Messias, kan nynne med her!

Religion og kunst

Ikke for ingen ting er billeder af Den Hellige Familie det dominerende motiv i Rembrandts værker fra Det Nye Testamente. I modsætning til det øvrige Europa, som  var domineret af Enevælden, var det de rige købmænd, fabrikanter og bankfolk, der satte dagsordenen i 1600-tallets Holland. De ønskede derfor også en kunst, der passede deres behov. Den skulle være realistisk, og den skulle vise dem selv, deres hverdagsliv og deres land.

Med til de billeder, de hollandske borgere, ønskede at se i deres hjem, hørte også religiøse motiver. Tiden var stærkt troende, men den strenge form for protestantisme, der dominerede i Holland, calvinismen, forbød billeder i kirkerne: her var det kun Guds ord og lyset, der skulle herske. Religiøs kunst betød fortællende og ofte dramatiske billeder, og derfor sådanne motiver en kærkommen lejlighed for en dygtig kunstner til at vise, hvad han duede til. Af samme grund var det naturligvis frustrerende for den ambitiøse Rembrandt, at han ikke måtte male store altertavler som hans konkurrent Rubens sydpå i det katolske Antwerpen.

Mindre måtte gøre det, og en vis trøst var det, at Rembrandt kunne male mindre, religiøse billeder til hjemmene, hvor man også gjorde brug af dem i forbindelse med andagten her. Den var oftest protestantisk, men kunne også være katolsk, for ligesom andre ikke-calvinistiske trosretninger var katolicismen accepteret i 1600-tallets Holland - som tegn på en enestående religiøs tolerance.

I Rembrandts billede kan det overnaturlige indslag med englene, der bryder ind i den lille verden, ses som et katolsk træk; det var i hvert den slags guddommelige teater, barokkunsten elskede. Men i protestantisk retning peger den store bog, Skriften og den hermed forbundne inderliggørelse af troen.

I sidste ende er ”adressen” dog ikke afgørende, det er derimod helheden, der forbinder idyllen og dramaet, glæden og lidelsen, menneske og Gud. Et billede med perspektiv og et budskab om, hvad julen også handler om. Glædelig jul.

Nils Ohrt

Åbningstider

Fra 1. maj - 31. august:
Mandag - søndag kl. 11.00 - 17.00


Fra 1. september - 30. april:
Tirsdag - søndag kl. 13.00 - 16.00
Mandag lukket

Entré

Billetter:
- Voksne: 65 kr.
- Studerende: 25 kr.
- Grupper, min. 12 voksne: 50 kr. p.p.
- Medlemmer og børn under 16: gratis.

Adresse

Listasavn Føroya
Gundadalsvegur 9
P.O. Box 1141
FO-110 Tórshavn
Færøerne
Tel +298 313579
Email info@art.fo
Facebook

Find vej