Uskyld med kant: Silja Strøm

Færøsk kunst står midt i et opbrud. Siden en selvstændig færøsk malerkunst så dagens lys i 1930erne har fjeldet, havet, bygden og hverdagen været den altdominerende motivverden for færøske kunstnere. Disse motiver har været skildret i et kunstnerisk sprog, hvor forenklingen, farvestyrken og den heftige pensel har givet Færøerne sin helt egen stemme i kunsten. Gennem årene blev udtrykket i stigende grad abstrakt, men virkeligheden var altid nærværende.

I de seneste par årtier har det fasttømrede billede af færøsk kunst har ændret sig radikalt. Moderne retninger som abstrakt kolorisme, minimalisme, nydadaisme og popkunst er begyndt at sætte sine spor, og integrationen i den moderne verden har også mere konkret betydet, at unge færøske kunstnere søger deres uddannelse og virke i det store udland.

En sådan kunstner er den nu snart 25-årige Silja Strøm. Hun blev bachelor fra Glasgow School of Art i 2011 og bor og arbejder til daglig i den store skotske by. Silja Strøm har udstillet i Skotland, Danmark og på Færøerne, bl.a. på Listasavn Føroya, i hvis samling hun også er repræsenteret. Endvidere har Silja Strøm designet et pladecover og illustreret bøger, herunder en novellesamling og en sangbog. Som moderne billedkunstner må man være om sig!

Silja Strøm er den fødte tegner. Det oplever man tydeligst i hendes tegninger af fugle, isbjørne og undertiden insekter, hvor en præcis iagttagelse går hånd i hånd med den klassiske skoling, der er så typisk for den engelske kunstuddannelse. 

Ellers er Silja Strøms tegning underlagt en fabulerende fantasi, hvor fugle og små dukkemennesker indgår i mystiske fortællinger og situationer. Stadigt nye scener føjes til i dette kriblekrable univers af surrealistisk art. Her optræder selvfølgelig også fuglemennesker!

I det hele taget minder Silja Strøms tegninger om datidens engelske illustrationer af Alice i eventyrland fra 1865. Hendes fuglemennesker sender en hilsen til surrealisten Max Ernst eller snarere hans kone, Dorothea Tanning, som en mere oplagt inspiration for en ung kvindelig kunstner. Og hvis man sætter kunsthistoriens lange linse på, er der såmænd også et slægtskab med nederlænderen Hieronimus Bosch’ paradis- og helvedesvisioner fra omkring år 1500. Også i hans surrealistiske panoramaer omgås små dukkemennesker  naturalistiske fugle i overstørrelse.

Nu er det ikke sådan, at Silja Strøm udelukkende er tegner. Hun er nok så meget maler, og her møder vi en anden side af hendes kunst. Den kommer tydeligst til udtryk i overdimensionerede badebolde, balloner og slikpinde, der med stiber i rød og hvidt udgør et dekorativt indslag midt i al fortællingen. Som en blanding af genstand og mønster rummer de muntre bolde  dog også en gådefuldhed, næsten som symbol på Silja Strøms billedunivers.  

Som så mange af sin generation gør Silja Strøm flittig brug af sampling med henvisninger til tegneserier, bladillustrationer, reklamer, film og TV. Faktisk minder nogle af hendes malerier om den frodige og groteske billedside i den gakkede – og legendariske - engelske TV-serie Monty Pythons Flying Circus. Kunst af i dag kan ikke længere gemme sig bag guldrammen.

Det ser ud som om farven og fladen er kommet til at spille en større rolle i Silja Strøms maleri i det sidste års tid, og det er interessant at iagttage, at hun i højere grad end tidligere opnår sine surreelle effekter ved uventede synsvinkler og afskæringer, hvis hun da ikke citeret direkte fra et pressefoto: virkeligheden kan som bekendt overgå enhver fantasi.

Surrealisme og popkunst har stået faddere til Silja Strøms kunst, men den er først og fremmest sin egen med
en særlig lethed og uskyld. Ikke mindst farveholdningen kan give mindelse om teenagepigens værelse, men billederne rummer også uro og angst med en humoristisk distance, der hører voksenverdenen til. Kompleksiteten kommer også til udtryk i lange poetiske titler på engelsk, der tilslører mere end de afslører.

Det er ofte nøgne mennesker, der indgår i Silja Strøms dunkle fortællinger. De har et tvekønnet, androgynt præg, og deres gådefulde samvær har erotiske, ja seksuelle overtoner som i et paradis af jordisk art. Men nøgenheden er ofte skildret som en blottelse: Enden er bar – også  i overført betydning - ligesom figurerne kan være fastlåst i groteske stillinger med hovedet mellem benene. Dermed signalerer de en svaghed, der undertiden får følgeskab af ensomhed; det hele serveret med et smil. Lyst, fremmedgørelse og humor danner en drømmeagtig helhed. 

I de sidste generationer har kvinder i stigende grad meldt sig på banen i samfundslivet – og det gælder også i kunstverdenen. Det skal dog siges, at kvinderne i færøsk billedkunst – ung som den er – har markeret sig fra første færd med samme styrke som mændene. Det er et forhold, færøsk kunst kan være stolt af, og at det fortsætter, er Silja Strøm er et fint eksempel på.

Man kan spørge sig selv om, hvori det færøske i hendes kunst består, og om en ung kunstner kan undvære traditionens ballast?

Hertil er at sige, at det fabulerende, der kendetegner Silja Strøms kunst jo også har fornemme aner i færøsk kunst, hos William Heinesen, hos Elinborg Lützen, i sidste tilfælde med et surrealistisk præg, der beslægtet med Silja Strøms.

Men når det er sagt, har Silja Strøm og hendes samtidige jo taget et spring ud i den store verden. Det er ikke tilfældigt, at hun og andre unge færøske kunstnere sidste år udstillede i København under titlen: ”Færøsk udvandring”.

Friheden fra traditionen giver selvfølgelig også udfordringer, og hvor det ender henne, er ikke til at sige. Men der er ingen vej tilbage, og det er netop
kunstens væsen at søge nye veje. Noget vil vise sig, men det gør det med garanti ikke, hvis ikke man satser!

I Silja Strøms tilfælde er begyndelsen lovende. Noget kan blive bedre, men det, der er, har liv, muligheder og fremtid i sig. Landets Hædersgave til en Ung Billed-kunstner 2013 er derfor gået til en værdig modtager.

Nils Ohrt

Åbningstider

Fra 1. maj - 31. august:
Mandag - søndag kl. 11.00 - 17.00


Fra 1. september - 30. april:
Tirsdag - søndag kl. 13.00 - 16.00
Mandag lukket

Entré

Billetter:
- Voksne: 65 kr.
- Studerende: 25 kr.
- Grupper, min. 12 voksne: 50 kr. p.p.
- Medlemmer og børn under 16: gratis.

Adresse

Listasavn Føroya
Gundadalsvegur 9
P.O. Box 1141
FO-110 Tórshavn
Færøerne
Tel +298 313579
Email info@art.fo
Facebook

Find vej