Godt begyndt…? Om nyophængningen på Listasavn Føroya

Nils Ohrt

Dimmalætting nr. 51, 6. mars 2013, s. 10-11

Denne artikel er del af en debatserie:

  1. Godt begyndt…? Om nyophængningen på Listasavn Føroya
    - Nils Ohrt
  2. Ummæli: Nýuppheinging við álvarsligum lýtum
    - Kinna Poulsen
  3. Skrives kunsthistorien forlæns?
    - Nils Ohrt

 

Udstillingsåbninger på kunstmuseer gælder som regel særudstillinger med en enkelt eller en gruppe kunstnere, der er inviteret til at vise deres værker. Den åbning, der for nylig blev præsenteret på Listasavn er derfor usædvanlig på den måde, at den gælder museets faste samling. 

Udstillingsåbningen var også usædvanlig i den forstand, at nyophængningen ikke var komplet. Men hvorfor så præsentere en udstilling, der ikke er færdig?

Selve ophængningen er dog på plads. Når udstillingen alligevel ikke er helt færdig, er det fordi dens ledsagende formidling er påbegyndt, men endnu ikke helt færdig.

Nu er det jo sådan, at kunstmuseerne er heldigere stillet end de kulturhistoriske kolleger, forstået på den måde, at kunstværker ifølge deres natur udgør deres eget selvstændige univers, mens kulturhistoriske genstande oftest er dele af en større helhed, som præsentationen af dem også må vise.

Selvom vi på kunstmuseerne således blot kan nøjes med at hænge billeder op eller sætte dem på sokler, gør det dog ikke noget, at de får nogle ord med på vejen.

Selvom oplevelsen af billedkunst i sidste instans løfter sig op over ordene, kan man dog godt give nogle med på vejen, således oplevelsen forankres i en virkelighed og ikke kun er et anliggende for følelserne.   
  
Det er lige præcis det, vi har søgt at gøre ved denne nyophængning, nemlig at sætte ord på. Dem er der nu nogen af, og der kommer flere.

”Godt begyndt, er halvt fuldendt”, siger man. Vi er nu et godt stykke over halvdelen, og vi har noget at vise frem. Men hvad er det så for en ophængning, og hvad er tankerne bag den?

Historie med brud

Sidste gang museet kunne præsentere en nyophængning var i foråret 2011. Denne ophængning ved Mikael Wivel var både smuk og varieret, men denne gang har vi valgt at gøre det lidt anderledes.

Historisk set er færøsk billedkunst er ret nyt fænomen, groft sagt begyndende med Samál Joensen-Mikines omkring 1930.

Når historien er så kort, kan kan man måske godt vælge at se bort fra den, sådan som det var tilfældet med den forrige ophængning. På den anden side: Når nu historien trods alt er der, er det dog nærliggende at medtænke den.

Det har vi forsøgt at gøre med denne nyophængning, som omfatter såvel museets nye afdeling fra 1993 som udstillingssalen fra 1970.

Således viser den nye afdeling den del af samlingen, der har defineret færøsk kunst, hjemme såvel som ude. Det er en kunst, der har de nære omgivelser som motiv: bygden, kysten, fjeldet, havet og hverdagen med dens slid, den sorg, dens glæde.

Det er en motivverden, som den første store færøske kunstner, Samál Joensen-Mikines satte på det kunsthistoriske landkort med sin på en gang redelige og voldsomme ekspressionisme. Til denne intense virkelighedsskildring har senere kunstnere føjet posesi, saglighed, fantasi og magi alt efter temperament.

En grænseoverskridende kunstner var Ingálvur av Reyni. Han førte den naturbårne færøske ekspressionisme ind i den rene abstraktion. Med sit dystre farveholdning og heftige malemåde gav han en tolkning af den færøske verden som sublime syner – og i en kunst på verdensplan.    
 
Ingálvurs indsats var med til at åbne for en større frihed fra traditionen, oftest i abstrakt retning. Fra første færd har en eksistentiel forbundethed med naturens kræfter været grundtonen i færøsk kunst. Og hvordan kan det være anderledes med øernes storslåede landskab?

Den romantik er stadig et væsenstræk hos betydelige nutidige kunstnere, hos Tróndur Patursson sågar i kosmisk aftapning. Men for nylig har vi også set omtolkninger af den færøske myte præget af kritik, humor og selvironi. 

Denne historie – og færøsk kunst med et stort ”F” – fortælles i museets nye afdeling. Ikke slavisk, det tillader billederne heller ikke. De punkterer gladeligt de gode pædagogiske intentioner, når de pludselig ”nægter” at hænge, sådan som det var tænkt det. Kunst er jo også et stykke fastholdt liv, og billederne ”vil selv”.

Men hertil kommer, at der også er lavet et par helt bevidste brud i kronologien, så det hele ikke bliver for skolemesteragtigt. En færøske klippekyst lysende grønt under regnbuen af Mikines møder et billede af Edward Fuglø med turisten i sin sovepose som en anden Gulliver i lilleputternes land. 

Exit Føroyar?

I de seneste årtier har mange unge færøske kunstnere vendt ryggen til de nære omgivelser og har taget springet ud i den globale virkelighed, der præger vor verden mere og mere.

Ikke nok med at disse unge søger deres uddannelse i det store udland, hvor de ofte også er bosat, men deres kunst søger nye veje, væk fra den traditionelle færøske verden, på det umiddelbare plan i hvert fald.

Også de unges udtryk har en anden karakter end hos de ældre, tegneserier, foto, TV-billeder, popkunst, fattigmandskunst er blandt de sprog, man benytter sig af.

Mens landskabet og naturen i bredere forstand stod i centrum i den ældre kunst, er det nu det specifikke stykke natur, kroppen og  dens indre, der i dag er det dominerende motiv hos  Rannvá Kunoy, Hansins Iversen og Hanni Bjartalíð.

Overfor en sådan kunst kan man spørge sig selv, om kroppen er alt vi har at holde os til på en fremmed klode, eller er også den blevet til en fremmed verden?

Umiddelbart forekommer dette ikke særlig færøsk, men er der tale om Exit Føroyar ? Det kan kun tiden vise.      
 
Denne nye kunst viser vi i museets gamle udstillingssal, åben som den er, er den måske et passende sted at vise de nye tendenser, der her og nu mest ligner et kalejdoskop.

Ojektivitet?

Ikke mindst kunstnerne vil nok se med særlig interesse, hvor og hvordan deres værker er ophængt. Sådan er det jo! Selvom jeg har forsøgt at favne bredden, er ophængningen selvfølgelig præget af mine præferencer. Sådan er det jo også!

Eftersom der er rigtigt gode værker af den enkelte kunstner til låns på andre institutioner, har jeg ikke altid kunne vise, det jeg helst ville. Der vil nok ske en mindre revision i løbet af den kommende tid afhængig af byttemuligheder hos museets lånere.

Og mens jeg er ved det, og det kan være sårende: Så har jeg altså valgt ikke at vise færøsk maleri før Mikines. Ingen nævnt, ingen glemt, men vi har så mange gode værker af ham, at jeg ikke nænnede, at de skulle forblive i magasinet.

Til gengæld er der sat mere fokus på den geniale amatørmaler fra Sandø, Dírikur á Skarvanesi, ligesom et værk af Astrid Andreassen sender en hilsen til færøsk kunsthåndværk og dermed formødrenes kreativitet. I det hele taget er det fantastisk, hvor mange gode kvindelige billedkunstnere, færøsk kunsthistorie kan mønstre!

Havestuen, der åbner sig mod Viðarlunden er nu et sted, hvor man kan sætte sig ned og se ud i parken. Tanken er, at den en gang imellem også skal tjene til spot-udstillinger, hvor der i perioder kan sættes mere fokus på en enkelt kunstner, der (endnu) ikke hører til klasikkerne

Til dem der stadig har behov for trøst kan jeg sige, museer består, nyophængninger og direktører forgår.

Ord

Og så et par ord om ord. Som noget nyt har vi valgt at fortælle lidt mere, end hvad der står på traditionelle museumsskilte.

Rundt omkring i museet er opsat tekster på færøsk, dansk og engelsk, der  præsenterer museet, siger lidt om færøsk kunst før Mikines, og præsenterer ham selv og kollegerne Ruth Smith og Thomas Arge i de udstillingsrum, hvor deres værker nu hænger.

Ud over disse mere introducerende tekster er der eksempler på tekster om enkeltbilleder, i første omgang om værker af Mikines, Ingálvur og Sigrunn Gunnarsdóttir.

Det er planen, at såvel ”vægtekster” som ”værktekster” skal udvides, uden at publikum selvfølgelig skal overfodres. Af samme grund har det været tilstræbt, at gøre teksterne så informative og korte som muligt.

I forhold til moderne, oftest elektroniske formidlingstiltag på museet må denne tekstning siges at være old school.

Dog vil jeg hævde, at tekstning rummer én stor fordel, som audioguides og mobiltelefoner ikke har, nemlig at de bedre honorerer det grundvilkår, at museumsbesøg er en social oplevelse.  Det skal ikke kun være museet, der tale til publikum. Publikum skal også kunne tale sammen; først når vi selv sætter ord på, forstår vi tingene bedre.

Samtidig er vi opmærksomme på, at museumsbesøg ikke kun er for folk på +50; unge har andre oplevelsesmåder, og der foregår da også en masse indenfor den elektronisk formidling på museerne i disse år.

Tillykke

Selvom det måske ikke synes af så meget, museet ligner jo stadig sig selv, er nyophængningen – med mere – et resultat af flere personers store indsats:
Museets egne assistenter, tømrer, maler, arkitekt, grafiker og oversættere.

For mig som museets leder har det været en udelt fornøjelse at kunne tage Listasavn Føroyas samling nærmere i øjensyn og lære den bedre at kende.

Færøerne har en kunst og en kunsthistorie, I kan være stolte af, og jeg stolt og glad ikke bare på jeres, men også mine egne vegne. Det er et privilegium at arbejde med så fin en samling.
 
Nils Ohrt

Åbningstider

Fra 1. maj - 31. august:
Mandag - søndag kl. 11.00 - 17.00


Fra 1. september - 30. april:
Tirsdag - søndag kl. 13.00 - 16.00
Mandag lukket

Entré

Billetter:
- Voksne: 65 kr.
- Studerende: 25 kr.
- Grupper, min. 12 voksne: 50 kr. p.p.
- Medlemmer og børn under 16: gratis.

Adresse

Listasavn Føroya
Gundadalsvegur 9
P.O. Box 1141
FO-110 Tórshavn
Færøerne
Tel +298 313579
Email info@art.fo
Facebook

Find vej